Bekæmp forkølelse og influenza

Forkølelse og influenza er forårsaget af meget smitsomme virus, som invaderer kroppen. Der findes i dag ingen kendte lægemidler, der helt kan helbrede forkølelse, og for det meste går infektioner i de øvre luftveje over af sig selv i løbet af et par uger. Men hvis du gerne vil bekæmpe forkølelsen, kan du bruge et eller flere produkter, som lindrer symptomerne, hæmmer væksten af virus, forkorter sygdomsperioden og nedsætter risikoen for at blive smittet igen.

At modvirke forkølelse og influenzalignende symptomer er ekstra vigtigt, hvis du tilhører en risikogruppe med nedsat immunforsvar, eftersom en almindelig forkølelse kan medføre andre følgesygdomme. Behandlingen er nemlig mest effektiv i begyndelsen af sygdomsforløbet.

Tips til at lindre og bekæmpe forkølelse

At forebygge infektion er selvfølgelig det allerbedste forsvar mod forkølelse og influenza, men hvis du allerede er blevet syg, findes der både husråd, lægemidler og medicinsk udstyr, der kan hjælpe dig med at bekæmpe forkølelsen.

Generelle råd

  • Drik rigeligt med væske.
  • Sov med hovedet højt for at dæmpe hævelsen i næseslimhinden.
  • Slap af, og sørg for at få så megen hvile som muligt. Ved en let forkølelse kan du som regel stadig gå på arbejde, men hvis du har feber, bør du blive hjemme.

Husråd og naturlægemidler

  • Næseskylning med saltvandsopløsning kan hjælpe, når du er stoppet i næsen.
  • C-vitamintilskud og echinacea er populære husråd, som har en begrænset dokumenteret virkning mod forkølelse, men som muligvis kan forkorte sygdomsperioden lidt
  • Hyldebærekstrakt kan både lindre forkølelsessymptomer og forkorte sygdomsperioden.

Næsespray og mundspray

  • Næsespray mod stoppet næse kan lindre, hvis du er stoppet i næsen eller snottet, men må ikke anvendes i mere end 7-10 dage. Langvarig anvendelse kan nemlig medføre, at du bliver permanent stoppet i næsen.
  • Virushæmmende næsespray lindrer symptomer som stoppet næse, løbende næse, hoste og ondt i halsen. Til forskel fra almindelig næsespray mod stoppet næse kan virushæmmende næsespray også modvirke forkølelsen ved at mindske virusmængden og indkapsle virus i næsens slimhinde. Det forhindrer igen infektionen i at sprede sig og gør, at du slipper hurtigere af med forkølelsen.
  • Virushæmmende mundspray har den samme effekt som virushæmmende næsespray, men virker først og fremmest i mund- og svælgslimhinderne i stedet for i næsen.

Lægemidler

  • Hostedæmpende medicin kan lindre vedholdende, tør hoste hos voksne og kan fås uden recept på apoteket.
  • Slimløsende medicin findes både til voksne og børn og kan hjælpe, hvis du har en besværlig hoste med meget og sej slim.
  • Halstabletter/sugetabletter fås uden recept og kan lindre halsondet og hæmme infektioner i halsen.
  • Hovedpinepiller/febernedsættende lægemidler, kan anvendes efter behov for at lindre hovedpine, muskelsmerter og feber. De kan også tages mod feber, men må ikke anvendes unødigt, eftersom feber er kroppens naturlige måde at forsvare sig mod infektion.

Influenzamedicin er receptpligtig og skal ordineres af lægen. Hvis dine forkølelsessymptomer ikke går over, men i stedet forværres, selvom du er blevet behandlet med receptfri produkter, bør du kontakte en læge.

Den kliniske evaluering af Viruseptin® indeholder ikke data på den nye coronavirus, COVID-19